Jesper Yde(Ø) svinger dirigentstokken over Socialdemokratiet og SF til stor skade for Syddjurs Kommune

Af Tommy Bøgehøj(C), Byrådsmedlem

Syddjurs Konservative opfattede årets budgetforhandlinger som komedien af Ludvig Holberg, ‘Jeppe i Baronens seng’, en komedie der var skrevet og veludført med Enhedslistens Jesper Yde i rollen som Jeppe, der pludselig er vågnet op til en ny politisk virkelighed.

Hvis alt uheld er ude og ‘de røde’ igen efter næste kommunalvalg sidder med et flertal på 14 ud af 27 byrådsmedlemmer, er det reelt Enhedslisten, der bestemmer om borgmesteren hedder Michael Stegger fra Socialdemokratiet eller Kirstine Bille fra Socialistisk Folkeparti, og det har fået begge partier til at vende bedetæppet mod baronens og Enhedslistens seng, således at Enhedslisten nu reelt styrer kommunens økonomi frem til næste valg, som er i november 2021.

Effekterne af denne bedetæpperetning sås hurtigt ved dette års budget, hvor mindretallet på 13 bestående af V, DF og R sammen med konservative fik ultimative krav for at kunne få lov til at deltage, således kom der en budgetaftale med de 14 røde til gavn for Enhedslisten og til skade for kommunen og dens udvikling.

Resultatet er blevet et uambitiøst budget, der over årene kun gør den samlede fordelingskage mindre til skade for de unge, gamle og syge, der i årene fremover har behov for høj kommunal service, et par eksempler herpå.

Erhverv

På erhvervssiden er Konservative nærmest taknemlig for, at der ikke blev indført dækningsafgift (special skat til erhvervsvirksomheder) som jo ellers er en Enhedsliste-specialitet, dog kom der øgede byggesagsgebyrer på erhvervsbyggeri – så kan de lære det, de erhvervsfolk, hvem der sidder i baronens seng.

Konservative m.fl. havde ønsket en erhvervspulje til opstartshjælp af bæredygtigt iværksætteri bl.a. ved at starte iværksætterhuse, som har stor succes i andre kommuner. Alle virksomheder starter i det små og bliver som oftest, hvor de er startet, ligesom en ny arbejdsplads ofte betyder bosætning for en hel familie. Dette forslag blev imødekommet med en meget begrænset kapitaltilførsel.

Børneområdet

På børnepasningsområdet lykkedes det i budgettet også at modarbejde de private, der gerne vil passe deres egne børn ved at nedsætte betalingen herfor, da jo kun det offentlige kan sikre, at børnepasning sker forsvarligt?

På skoleområdet er Konservative meget tilfredse med, at der årligt tilføres 5,4 mio. kroner, som vi selv foreslog. Det er hårdt nødvendigt, dog mangler der politisk lederskab, som tør beslutte, hvordan pengene skal fordeles mellem skolerne. Nu sættes 10 skoleledere om et rundt bord med 5,4 mio. kroner i midten, og så skal de blive enige om, hvem der skal have mest og mindst, også de må vende bedetæppet mod baronens seng, når beslutningen alligevel på et tidspunkt lander i det politiske udvalg.

Skatten

Syddjurs Kommune kunne via skatten over 5 år have sendt 60 mio. kroner ud til Syddjurs borgere med en hjælpepakke fra en socialdemokratisk regering på over 50 mio. kr., men det blev beskrevet som dårligt samfundssind af det lokale socialdemokratiske borgmesterparti, der netop har jublet over 50 mio. kr. årligt til Syddjurs i udligningsreformen. Moral er godt – dobbeltmoral er jo som bekendt dobbelt så godt.

Jeppe nyd din tur i Baronens seng, virkelighedens Jeppe blev jo hældt ud af sengen igen, og det vil Konservative gøre alt for, at det sker til næste kommunalvalg, så vi igen kan få skabt budgetter, der sikrer en udviklingsorienteret kommune med fokus på at gøre den samlede fordelingskage større til gavn for alle kommunens borgere.”