Konservative er ikke til fals for noget eller nogen, men er Adresseavisen??

Lars Norman fra Adresseavisen spørger, om Konservative er til fals for stemmer i forbindelse med, at Syddjurs Konservative har indgået valgforbund med Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti op til det kommende kommunalvalg. Det insinueres, at Konservative har solgt ud af standpunkter, ved at indgå i valgforbundet, for derved at undgå stemmespild med partier, som ligger os langt fra sinde, intet kan være mere forkert.
Valgforbundet er alene bundet op på 3 politiske punkter:

  • Skatten skal ned – klart konservativt ønske
  • Magten skal fastholdes i den borgerlige lejr – klar konservativ politik
  • Arbejde for danske traditioner og værdier – klare konservative ønsker

Var valgforbundet ikke indgået, kunne ”spildte” stemmer principielt gå til rød blok, som har en helt anden dagsorden, i så fald ville konservative kunne klandres for ikke have reageret med rettidig omhu.

Artiklen refererer til, at Syddjurs Konservative er på den socialkonservative side. Det er også helt korrekt, for vi ønsker nemlig størst mulig frihed til den enkelte person og til den enkelte virksomhed, dog forpligter vi os på, at fællesskabet skal være så stærkt, at vi kan hjælpe dem, der har behov for hjælp, ligesom vi vil sikre, at fællesskabet værner om vores fælles kulturskatte og vores fælles natur.

Syddjurs Konservative går til valg på:

  • Nedsætte skatten 0,25 % hvert af de 4 år i den nye byrådsperiode, skatten når da fra de nuværende 25,9 % ned på 24,9 %, dette skaber en markant forbedret konkurrencesituation om bosætning til Aarhus, som har en skat på 24,5 %, således bliver Syddjurs ikke allerede fravalgt hos bankrådgiveren.
  • Sikre en decentral skole og skoleledelse i de nuværende skoledistrikter, dette skal medvirke til at skabe dynamik og tilflytning til alle områder i Syddjurs.
  • Udvikle en stærk decentral erhvervsstrategi, som tager udgangspunk i de lokale styrkeområder, kultur og turisme ved Ebeltoft og Mols, fremstillingsindustri ved Hornslet, Campus ved Rønde osv.
  • Stærk bosætningspolitik i hele kommunen med udgangspunkt i de tre nævnte punkter, kombineret med attraktive grunde.

Ovennævnte punkter er stærke konservative ønsker og de er ikke og kommer ikke til fals i forbindelse med valgforbund, eller andre politiske aftaler.

Når Adresseavisen insinuerer, at Syddjurs Konservative går på kompromis ved at indgå i ovennævnte valgforbund, må jeg forstå, at Adresseavisen måske er til fals for sælgende overskrifter??

Tommy Bøgehøj
Syddjurs Konservative
Borgmesterkandidat